Jokihs dagbog
31.7.06
 
Slut på 5 ugers sommerferie
Så slutter min sommerferie.
5 uger hvor det var meningen jeg skulle arbejde ihvertfald et par af dem. Det blev det bare ikke rigtigt til. Jeg var faktisk til en samtale om et job på havnen, hvor der var skibe som skulle males, men dem hørte jeg ikke fra igen da jeg havde sagt at jeg højest kunne arbejde 2 uger. Det gjorde faktisk heller ikke noget. Jeg havde det meget godt med at holde 5 ugers sommerferie og gå og få lavet alt muligt herhjemme.

Det største projekt var nok at få malet køkkenet. Det fik jeg gjort, men lavede dog den fejl at købe en malerulle til 10 kroner i Fakta. Jeg er sikker på at rullen var ganske fint, men bare ikke lige til mit formål. Jeg var nødt til at male over 3 gange for at få den hvide til at dække den gamle hvide. Jeg blev en erfaring rigere den dag.

Ellers synes jeg faktisk jeg har fået lavet en hel del, besøgt en del mennesker og slappet knap så meget af som jeg ellers havde planer om.

Men det har været en rigtig god sommerferie - det har det. Med så godt vejr som man overhovedet kunne ønske sig, og jeg har nydt næsten hvert øjeblik af det.

I morgen starter så 6 måneders praktik i en SFO for adfærdsvanskelige børn fra 0. til 7. klasse. Jeg glæder mig til udfordringen, men lige nu er det lidt svært at overskue at komme op, få smurt madpakke, komme afsted, og så virkelig være til stede i samtlige af de 4 arbejdstimer, som min første dag byder på i morgen.
Første gang jeg var i praktik husker jeg at jeg var HELT drænet for energi da jeg kom hjem efter den første dag. Vi får se om det bliver bedre denne gang. Det kan du sikkert læse mere om i de kommende dage, og hvis ikke, så ER jeg sgu nok drænet for energi.
27.7.06
 
Fluer og myggestik
Hvorfor er det at en flue absolut skal flyve ind i éns øre, istedet for, eksempelvis, bare at sætte sig på håret?

Hvorfor stikker en myg altid der hvor det kommer til at klø allermest?

Et par bivirkninger af varmen og det dejlige sommervejr, som jeg ellers nyder i fulde drag.
22.7.06
 
HJÆLP, tak!
Konen og jeg er ved at plænlægge vores bryllupsrejse, og vi har fundet ud af at vi gerne vil til Rom, Italien. De mennesker som vi har snakket med, som også har været der, anbefaler det på det varmeste.

Nu er problemet bare at vi gerne vil gøre det så billigt som muligt (man er jo jyde) og derfor undersøger vi nettet for alle muligheder, og der er fannemdytme mange muligheder derude. Der er RIGTIG mange sider som har søgemaskiner på flyafgange og hoteller, men sider som egentlig ikke selv har noget indhold, udover reklamer.

Så derfor: har du noget erfaring af nogen art med rejser til Rom - fly, hotel - whatever - lad det komme.

Vi takker på forhånd :-)
18.7.06
 
Grøn Koncert 2006
...var i år flyttet til om søndagen. Det plejer altid at være åbningsdagen om fredagen som er i Esbjerg, men denne gang var det altså søndag - angiveligt fordi der også er Vorebasse Marked den weekend.

Vi mødtes 6 mand på terrassen hos os og spiste et par rundstykker og drak en kop kaffe og et par Gajol'er. De smager stadigvæk lige af helvede til.

Ved 12.45-tiden begav vi os ud mod pladsen på Skibhøj, og kom med en extrabus som kørte specielt til Grøn Koncert.
Mig: Er der ikke noget med at man kan køre gratis på billetten?
Buschauffør: Det kommer an på hvad for en billet du har da.
Mig: Jamen det er bare den almindelige.
Buschauffør: Jamen hvis det bare er den til 90 kroner så kan du ikke.


Jeg var slet ikke klar over at man kunne købe billetter til andre priser, så vi måtte gladeligt hoste op med de 18 kroner pr. mand det kostede at komme de 6 minutter i bus til pladsen. Til chaufførens store iritation valgte Marianne at betale for 5 af os, og det var ikke nemt for en chauffør lige at regne ud hvad 5 x 18 gav - så var det nok nemmere for ham at hver mand kom og betalte med hver sin 100 kroneseddel.

Vi kom derud, og pladsen lignede jo sig selv - alt var som det skulle være.
Jeg fandt også H2ns som venligst havde fået mig på en gæsteliste så entreen ikke kostede noget. Det kan vi jo godt li'.

Magtens Koridorer startede på lille scene med at meddele, at de havde solide tømmermænd, så det var ikke sikkert det ville lyde så godt i dag. Det var nu okay. Vi sad på lænen og fik en øl mens de hyggede sig på scenen.

Derefter kom Poul Krebs på store scene og leverede en sikker indsats. Ikke de store overraskelser der, men en hyggelig Poul Krebs som leverede det folk gerne ville have.

Så var det Tina Dickow på lille scene. Det var første gang jeg var til koncert med hende. Jeg gik glip af det sidste sommer på Skanderborg, til fordel for en lur i et varmt telt. Big mistake.
Det viste sig faktisk at være dagens oplevelse. Vi stod helt oppe foran scenen og slugte hvert nummer, og det endda uden en masse møven rundt og skubben fra alle sider.
Både Frk. Dickow og bandet virkede til at være i gevaldigt humør, og det virkede som om kemien var rigtig god på scenen, hvilket også smittede af til os som publikummer.
Midt under koncerten spottede jeg ingen ringere end Hr. Christer Holte som var oppe og tage billeder. Denne gang lykkedes det mig at knipse et billede af ham - TA' DEN!


Efter koncerten var vi i Gaffa-boden og få en autograf at TinaD, og lige fortælle at det var en fed koncert, og konen fik det fede billede med en celeb.


Den store scene blev indtaget af Nik & Jay, og det var jo, mildt sagt, ikke lige min kop te. Den største kick jeg fik af det, var da H2ns, denne kammerat Jesper og jeg selv hylede med de værste filstelstemmer vi kunne komme afsted med, til "Dan Lynge"-sangen. Det gjorde lidt ondt i stemmebåndet bagefter, men det klarede en kande Tuborg Guld da lige.

Anden med Band hørte vi ikke, andet end den lyd som kom til os fra den anden ende af pladsen, ogd et lød ærligttalt som noget værre jammer, så der gik jeg nok ikke glip af noget.

Nephew stod pludselig på store scene og væk var konen og svigerinden. De skulle op foran. Jeg lyttede med på sidelinien, og det lød godt nok som om forsanger Kvam sang ret falsk flere gange, men ellers var det jo Nephew som vi kender dem.

LOC skulle vi da klart høre på lille scene, og det var sgu fed nok. Han virker som en stand-up-guy gør han :)
Toppen nåede han naturligvis med Frk. Escobar, og der var virkelig fed gang i koncerten hos ham. Fed koncert. Respekt, håndtegn og alt det der...

Thomas Helmig slukkede og lukkede - i den rækkefølge.
Helmigs koncert var en stor velsmurt maskine, som stort set ikke stoppede for andet end at komme med en gang lir som "Esbjerg, I har sgu det fedeste publikum. Det er altid en en fornøjelse at spille her", og meget mere mundlort der var til at kaste op over.
Koncerten var med en del mindre kendte numre, og jeg husker på et tidspunkt at Helmig på scenen siger "...i kolding var de sgu ved at gå døde på det her tidspunkt", og det kan jeg sgu godt forstå.
Det var skuffende, kedeligt, monotomt og uinspirerende. For mig virkede det som noget der bare skulle overståes.

Generelt var det en fed dag med masser af sol, masser af koldt øl, frisk luft, ok musik og hygge med vennerne, og så naturligvis det der med at møde dem man aldrig møder mere, og ikke har set siden 91.
Dagens værste syn er her!

Hyggen får 5 kolde fadøl af Jokih.
Musikken får 2 lunkne (dog med stort plus til TinaD).

Slutteligt er her et billede af mig og min buddy Uth.
14.7.06
 
Væksthus i ruiner
Det var en katastrofe af de helt store dimensioner der igår ramte Jokihs Væksthuse i haven på Skolebakken - en af de katastrofer ingen havde forestillet sig kunne komme, og som ramte hårdt og uretfærdigt. Ingen blev skånet.

Det var kort efter aftensmad, og Jokih & Co havde netop færdiggjort deres aftensmad da man opdagede katastrofen som havde ramt.
En vind havde fået fat i det rigtige hjørne af væksthuset, og havde med voldsom kraft væltet det væk fra væggen, og ud mod terrassen.
Ingen planter havde set det komme, og var derfor fuldstændigt forsvarsløse mod den voldsomme katastrofe.
Efter en foreløbig udgravning og oprydning viste det sig at have kostet 15 urtepotter, med forskellig vækst, livet. Man frygter dog at tabstallet kan stige i den kommende tid, da der også er få sårede potter.

Det høje tabstal skyldes især at mange af urtepotterne var nyplantet, og derfor ikke havde nået at slå ordentlig rod i jorden, og dermed ikke kunne holde igen da væksthuset pludselig væltede.

Af materielle skader kan nævnes en knust tallerken, og en flig blev slået af en underkop.

Straks her til morgen begyndte ingeniører at beregne en løsning som kan sikre væksthuset mod fremtidige katastrofer af den art. Indtil videre er en cirka 8 kg tung sten lagt i bunden af huset for at sikre at der ikke sker en gentagelse. Også i dag er vinden forholdsvis kraftig i området, men til trods for det regner Jokih med at genopbygningsarbejdet starter allerede i dag.
12.7.06
 
Dagens positive overraskelse
Sidste mandag sendte jeg min skærm til reperation, fordi farverne var fucket helt op på den, så alt hvad der skulle være hvidt, nærmest havde indtaget en slags lyserød farve, og contrasten var helt vild. Det kunne jeg jo ikke leve med.

Da der stadigvæk er garanti på skærmen fandt jeg siden hvor jeg havde købt den, og undersøgte mulighederne for reperation, og det er noget med at den skal returneres i original kasse, reperations nummer skal fremgå på en bestemt måde, ellers bliver den behandlet sidst, osv osv osv...

Jeg sendte som sagt pakken afsted tilbage sidste mandag med PostDK, som forsigtigpakke, med forsikring og hvad der ellers skulle til, for at sikre at jeg ikke tabte det helt vilde på det.
Når man sender pakke med PostDanmark får man jo et Track 'n' Trace nummer, så man hele tiden kan følge sin pakke. Tirsdag formiddag kunne jeg konstatere at pakken stod som "ankommet til Taulov pakkecenter". Onsdag stod der det samme, og sågar også torsdag, og da blev det nok for mig. Jeg synes det var for ringe at den ikke kom videre - gad vide om den var stjålet.

Torsdag eftermiddag udfyldte jeg derfor en efterlysningsformular på hjemmesiden, for at finde ud af hvor min pakke var, og hvorfor den ikke kom videre.
Intet har jeg hørt fra postvæsenet, men i dag kom overraskelsen så - en mail fra computersalg.dk, som er det sted den er til rep:

Kære Hr. Jakob Jørgensen

Arbejde udført:
Afventer ny skærm 05-07-06.
Ny skærm modtaget 12-07-06.

Vi afsender dit udstyr herfra idag. Så du har det den først kommende hverdag.

Med Venlig Hilsen
ComputerSalg Kundeservice


Sagen er opklaret - ny skærm kommer i morgen, men ikke om jeg fatter hvorfor postens system ikke virker. Har netop tjekket, og den står mindsandten stadigvæk som "ankommet til Taulov Pakkecenter", men ikke mere end det, så hvad kan jeg bruge det system til.

Men det bliver godt at få sin fladskærm tilbage, istedet for det gamle 17" monstromius :-)
11.7.06
 
"Gud, fri mig fra dit folk"
Det er ikke nemt at gøre folk tilfredse i disse dage.
I sidste uge var der op mod 30 grader, og lidt til, i dagtimerne, og "det er simpelthen bare for meget" hørte jeg SÅ mange folk sige. "Det er simpelthen i overkanten. Kunne man ikke bare lige skrue lidt ned".
I dag har det så været overskyet, det har regnet en del i formiddag, og temperaturen har været cirka 20 grader det meste af dagen, men det er åbenbart heller ikke OK.

Første MSN jeg fik her til morgen fra frøkenen ovenpå sagde bare "det er bare for meget at det regner sådan mand...". Jeg ved godt hun har fri i dag og sikkert gerne ville nyde det gode vejr.
Senere på dagen snakkede jeg med Holgi, som også var noget så utilfreds med at det var "grå og trist og mindede om en efterårsdag".

Helt ærligt - vi har haft SKIDE godt vejr, og solen har bagt, og vi har kunnet tage alt det af den vi gider. Ikke en dråbe regn i flere uger nærmest. Min græsplæne er nok ikke den eneste som er godt sveden i disse dage, men nu får den endelig lidt velfortjent regn, og straks er det også galt.
Har vi virkelig ikke andre dårligheder end vejret? Kan det lade sig gøre at få "perfekt vejr" eller vil det altid være enten lidt for varmt eller lidt for koldt, eller skal det bare være 23 grader og solskin alle årets 365 dage?

Jeg vil gerne melde mig på banen som den allerførste til at sige at jeg er glad for at det har regnet i dag. Det har vandet min have, vasket min bil, sørget for at jeg ikke kunne vaske tøj fordi det ikke kunne tørre udenfor, givet mig god samvittighed over at sidde inde og spille computer hele eftermiddagen, og sidst men ikke mindst har det givet en dejlig afveksling, så jeg nu igen er klar til det gode vejr de melder fra i morgen.


9.7.06
 
Robbie In Koncert
Forlænget weekend i København er nu slut.

Torsdag aften drog Uth, Ena, fruen og jeg selv til København. Foran os var planen at overnatte i en lånt lejlighed i Vanløse, strøgtur fredag formiddag/eftermiddag (indbefattende en øl på nyhavn med de øvrige vestjyder der skulle derover), og så til koncert med Robbie Williams i Parken fredag aften.

Fredag morgen kunne vi læse i aviserne at det havde været en fed koncert om torsdagen, og vi klikkede forventningerne en anelse højere op.

Vi tog på strøgtur, og jeg fik min vilje så vi kørte med Metroen derind. Det har jeg aldrig prøvet før - altså metroen i Danmark - så det mente jeg kunne være en oplevelse værd - bare at prøve det. Det var nu ikke noget specielt, men nu har jeg prøvet det.







En strøgtur er ikke nogen nem sag i København med alle de butikker med dametøj som de har at byde på derovre, og til sidst var jeg også ved at være godt træt af det, men Nyhavn ventede lige rundt om hjørnet da vi først havde været i Magasin.




Vi mødtes med de andre hoveder, og kunne konstarere at en 0,4 liter fadøl kostede 40 kroner - FYRRE KRONER!!! Mit nærige gen som vestjyde dukkede straks op, og jeg overvejede muligheden for at købe en par 6-pack i en Brugs eller noget, men det blev det ikke til.
Vi gik lidt længere ned til restaurationen Klods Hans og fandt her 0,5 L øl til 50 kroner. Det synes jeg straks mere rimligt, men lidt hurtig hovedregning kunne afsløre at det faktisk var samme pris, men i mit hoved så glasset ihvertfald både større og bedre ud, så det købte vi. Vi købte faktisk et par stykker. Det var bare dansk hygge i højeste gear at sidde der, midt på Nyhavn, med en kold fadøl og solen bagende i nakken, og mærke den hyggelige stemning der er helt speciel der. Det er dansk sommer :-)
















Efter en morfar hjemme på luftmaddrassen i Vanløse, og et hurtigt bad, tog vi igen afsted - denne gang mod Parken. Vi skulle ind af indgang C1-C4, og for enden af Parken var indgang B'erne, så vi tog en chance og bevægede os ned af den ene side - selvfølgelig den forkerte, A'erne. Det var et menneskemylder uden lige, og på hele pladsen omkring Parken flød det med flasker og plasticdunke og affald, så det lå i knæhøjde mange steder. Det var simpelthen klamt. Men vi fik os bokset hele vejen ned for enden igen, og om på den anden langside og fandt vores indgang.
Vi blev enige om at vi lige så godt kunne tage et par øl og noget vand med op nu vi var ved baren. Den gode idé var der MANGE andre som også havde fået, og der var som en sauna i baren, selvom alle vinduerne stod åbne.
Vi stillede os i en kø, og næste kulturchock kom da vi fik at vide hvordan københavnermåden at betjene folk på virker. Først skal man i en kø hvor man skal bestille og betale, så får man en bon, og så skal man i en anden kø hvor man kan få udleveret sine varer - SMART!!!! Vi fik vores varer, og fandt vores pladser på næstøverste række under taget, helt nede i scene-enden. Der var fedt udsyn. På vores billetter stod "begrænset udsyn" men det var der nu ikke, for vi kunne se hele scenen og hele parken, selvom det var langt væk fra scenen.

Robbie gik på scenen klokken 21:30 og stemningen nåede hurtigt kogepunktet da han startede med Radio. For mig var det en mærkelig oplevelse, for jeg kunne ikke høre et eneste ord af hvad han sang. Det virkede som om hans microfon ikke var tændt. I løbet af et par minutter fik de skruet en lille smule op for det, men jeg kunne stadigvæk ikke rigtig høre hvad han sang, og især når han sagde noget mellem numrene var det svært at finde ud af hvad han sagde. På den front var jeg utrolig skuffet.
Rent musikmæssigt var det en feeeeeeedd oplevelse. Han spillede mange af de helt store hittere. Inde midt i det hele spillede han også lidt jazz/swing, og det var en smule kedeligt, men straks derefter skruede han igen op for de gode hits.
Kulminationen på det hele blev da han snakkede om en dansker som han havde enorm respekt for, og som var en levende legende, og Peter Schmeichel kom på scenen og spilede klaver til Feel. Den kunne alle synge, og det var helt uvirkeligt at stå midt i det hele. Fedt fedt fedt.

Samlet set:
Det var en fed koncert. Han spillede mange af de fede hits, og det var en oplevelse at være der.
Jeg var utrolig skuffet over lyden, som ødelagde en del af oplevelsen for mig.
Jeg var nede og holde en hurtig tissepause og købe drikkevarer på et tidspunkt. Ham jeg blev betjent af var så letsindeig at lade den famøse bon fra den forrige ligge på disken da han vendte sig om for at hente en øl til mig. Jeg nappede bonnen, og efter koncerten, da vi var på vej ud, hævede jeg så 5 fadøl på den - uden regning. Med den priser de tager for fadøl (45 kroner) og vand (20 kroner pr. flaske) så havde jeg ikke NOGEN som helst skrupler over det, og de smagte sgu også godt.

Efter koncerten mødtes vi alle igen, og lidt flere fra vestjylland stødte til, og vi travede i laaaaaaaaaang tid ind mod byen for at finde et sted at gå i byen, og et sted at få lidt at spise. For enden af "søerne" lå et sted som hed Søpavilionen, og det var åbenbart målet, men da vi nåede derned var der ikke nogen som ville ind alligevel, for de fleste var trætte, så vi skiltes der, og vi tog hjem til Vanløse og sov.
5.7.06
 
Tiltag på forsiden
Igår var Jokih et par hundrede meter uden for matriklen for at besøge Poul.

- Det var, som altid, et ganske fornøjeligt og hyggeligt besøg, hvor vi snakkede om livet, pædagogiske tanker, kameraer og edb, udtaler Jokih efterfølgende.

Mødet var på forhånd uannonceret, men ikke desto mindre har det straks båret frugt, idet forsiden på jokih.dk nu har fået et lille tiltag, i for af et lille slideshow med stemningsbilleder, alt efter hvor det nyindkøbte kamera end bevæger sig hen.

Inspirationen og koden kommer fra Poul, så tak for det :-)
2.7.06
 
Jokih & Væksthuset
Sidst på ugen søsatte Jokih et nyt projekt i haven ved det næsten nyrenoverede hus. Projektet havde været under udtænkning over noget tid, for virkelig at være sikker på at det rigtige blev gjort.

- Men nu har projektet holdt rejsegilde, og på trods af lidt startvanskeligheder så kører det meget fornuftigt, siger en yderst tilfreds Jokih i dag søndag, foran det nybyggede væksthus i haven.

I væksthuset er der indtil videre timian, oregano og basilikum på det tidlige stadie, og derudover en chilliplante, som Jokih efter eget udsagn har meget store forventninger til. Chillien har dog allerede budt på vanskeligheder for holdet bag væksthuset, idet den en dag ikke blev vandet, og da temperaturen i væksthuset ofte stiger til MEGET høje grader, så det en overgang ud som om hele projektet skulle kulsejle, men en redningsplan blev hurtigt sat i værk, og det ser nu ud til at det hele igen kører som det skal.

Væksthuset kommer dog ikke til at stå alene, men har fået fornemt selskab af 3 cherry-tomatplanter, som også skal nyde godt af de mange solskinstimer på gavlen, i den nyrenoverede have.



Powered by Blogger