Jokihs dagbog
23.2.06
 
Lukker
Jeg husker i 1989 da jeg forsøgte at lave radio for første gang, sammen med min ven Adam. Vi tog de chancer vi fik for at komme on air, og for at spille noget musik vi kunne li i radioen. Ikke fordi vi ville være kendte, men fordi det var fedt at lege med udstyr, og det var udfordrende.

Vi startede det laveste sted vi næsten kunne - en lokalradio som kun havde én lytter, plus de venner vi havde arrangeret med at de skulle ringe ind og vinde en quiz. De havde 2 pladespillere og en kassette båndoptager at afspille musik fra. Knapperne på mixeren skulle vi IKKE røre, for så kunne alt man sagde komme ud med Anders And stemme, som det hed, så den rørte vi ikke meget.

Senere fik vi chancen for at komme på Esbjergs næstmest berømte radio, Radio Sundbo, hvor vi fik tilbudt tjansen at sende søndag morgen fra 06-08. Vi tog gladeligt i mod, selvom det betød afkald på byture osv. Vi brugte timer om lørdagen på at finde musik, og vi stod op klokken 04 lørdag nat for at komme derind og sende. Det var bare sjovt.
Da vi kom lidt mere ind i varmen fik vi også tilbudt andre vagter, og vi kom stille og roligt med på vognen af "faste frivillige", for alt arbejde var ulønnet, men det var ligegyldigt - vi havde det sjovt med at lave radio. Det var et håndværk der kunne læres.

Målet var nok et eller andet sted at komme på den største radio i Esbjerg, Radio Victor, som lå i samme bygning, og sendte fra samme studie. Alt ting var lidt mere tjekket på Victor. de havde de fede jingler, de cool studieværter, spillede det cool musik og....ja....det hele var bare lidt federe i den ende af huset.
Vi fedtede alt hvad vi kunne for give os selv chancen for at komme på Victor, og en dag lykkedes det. Vi blev spurgt af en af studieværterne, som havde snakket med direktøren, Steen Mogensen. Senere snakkede vi selv med ham, og blev tilbudt at komme ombord som frivillige studieværter på Radio Victor - ikke et tilbud vi behøvede mange minutter til at overveje. Det var i 1993, så vidt jeg husker, og vi var 15-16 år dengang.

I 1994 fusionerede Radio Sundbo og Radio Victor, og blev til sammen bare kaldt Radio Victor. Direktør Torben Lodberg blev indsat, og han blev hurtigt respekteret som direktøren som for alvor satte skub i tingene på radioen. Han var bankmand og kunne det der med finanserne. Hans slogan på det tidspunkt var "det skal ikke bare være godt - det skal være blæret".
Holdningen blandt de fastansatte studieværter var heller ikke til at tage fejl af. Alle arbejdede for at få det fedeste produkt i radioen. Alle hjalp alle, for vi skulle fanme lave det bedste radio vi kunne. Musikformater blev indført, og selvom det dræbte en lille smule af gejsten var der er fedt fedt sammenhold blandt alle, som jeg den dag i dag længes efter. Vi gik i byen sammen, festede sammen, så kongeligt bryllup sammen, legede med 8-sporsbåndoptagere sammen, lagde mærkelige sedler til hinanden, klippede åndsvagt lyd til hinanden, og alt hvad vi kunne finde på. Det var toppunktet i de par år det varede - herfra gik det nedad, stille og roligt.

I 1996 fik jeg, via en gammel radio victor mand, første gang tilbudt en fuldtids stilling på Radio Kolding, som senere kom til at hedde Radio Skala. Stillingen var som studievært, men indebar sådanset også at lave nyheder, producere reklamer, tage i marken og lave indslag, og hvad der ellers var af forefaldende arbejde. Det var et 37 timers job som optog 45 timer og gav 9.000 kroner i måneden FØR skat.
Jeg var på stationen i 6 lange måneder før samarbejdet ophørte.

I sommeren 1996 fik jeg så, endnu en gang via en gammel radio victor mand, tilbudt en stilling som reklameproducer og studievært på Radio Holsted. Det var en lettelse at komme derud, hvor der også var en smule sammenhold.
Desværre følte jeg at det sammenhold jeg havde forladt på Victor, var det sammenhold jeg i den grad savnede, men nu var jeg på "modstanderholdet", og så snakker man ikke bare sådan sammen i tide og utide. Det var en mærkelig adskildelse.
I 9 måneder producerede jeg reklamer og var radiovært på Holsted, og fik fyldt rigtig godt op i "livets rygsæk". Så kom brevet fra militæret i foråret 1997, og efter 3 måneders ulideligt ophold i Viborg lykkedes det mig at bryde fri og komme tilbage til Esbjerg.

Det var i sommeren 1997, og jeg tog kontakt til Direktør Lodberg på Victor for at høre om han manglede folk. Det var ikke tilfældet, men det var ligemeget - jeg var tilbage i folden - jeg var "kommet hjem". Folkene var ikke de samme, selvom en del af dem var der endnu. Stemningen var heller ikke den samme som den jeg havde forladt 1½ år tidligere. Nogle af de bærende kræfter havde fået bedre tilbud fra nye radioer i hovedstadsområdet.
Efter nogle måneders venten kom der en deltids stilling på Victor som studievært, senere blev det til en fuldtidsstilling. Det var det jeg altid havde drømt om - at arbejde på fuld tid på en radio. Desværre var radioen bare ikke som jeg huskede den, og arbejdsglæden var slet ikek den jeg havde forventet, og den varede ikke ved. En programchef gjorde livet uhyrligt surt for mig og en del af mine kollegaer, hvilket absolut gav minimum lyst til at være kreativ og opfindsom på firmaets vegne.

Som tiden gik, ligeså gjorde arbejdsglæden. Hver dag blev en lidelse som skulle overståes. Alle de ting man kendte var forsvundet. Glæden ved at lave radio da vi begyndte var at lære håndværket at stå i studiet og få en udsendelse til at glide - at time og tilrettelægge det hele, som Egon Olsen sikkert ville have kaldt det, men computerafvikling efterlod en meget lille del af teknisk snilde tilbage for studieværten.
Musikvalget var nu heller ikke længere op til studieværten, men blev styret af musikchefen, så også her forsvandt en del af jobbet som studievært. Jeg kan levende forstille mig hvordan den ansatte på en fabrik kan have det, efter at det håndværk han har brugt så mange år på, bliver erstattet af maskiner som bare skal betjenes. Det var dræbende for mig.
Flere gange lavede vi oprør mod programchefen uden opbakning fra nogen andre på radioen ned os selv. Til sidst tog Adam konsekvensen og sagde sit job op - nok var nok. Selvom jeg ikke mærkede meget til det på det tidspunkt, så har det alligevel været en ting som har betydet meget for mig, for vi havde lavet radio sammen fra starten - lige fra dengang hvor vi lyttede og opfangede alt hvad der foregik i radioen, til vi selv sad med en mikrofon sat til et stereoanlæg derhjemme og øvede os på at være studieværter som 13 årige knægte.
Så uden at vide det havde jeg fået et hul inde i mig - måske var det en tryghedsfornemmelse - jeg ved det ikke.

I 2000 blev jeg tilbudt jobbet som reklameproducer på Radio Victor, da en af de personer jeg kunne allerbedst med, Bo Andresen, havde fået andet arbejde på Radio Viborg. Glad for at komme væk fra vært-jobbet sagde jeg ja, og fik dermed også en ny afdelingschef. Jeg nød i lange drag selvstændigheden ved selv at skulle planlægge tid, svinge med et budget, og selv styre en hel lille afdeling med mig selv som chef og ansat. Efterhånden blev det dog også noget kvalmt. Der er noget utilfredsstillende over at lave en radioreklame til en kunde, hvor mange bruger timer på at få det hele til at passe HELT rigtigt sammen, finde de helt rigtige lydeffekter og stemmer osv., hvorefter man ringer op og spiller reklamen for kunden, som herefter siger "kan han ikke sige 'og' istedet for 'eller' der i 3. linie". Det stank. Jeg følte mig halvvejs som en prostitueret - klemt inde i et job jeg ikke gad have, uden andre fremtidsvissioner end at se den næste løncheck.

Lidt kom der dog ud af det. Jeg var med til at producere en række reklamer for Ålborg Universitet Esbjerg som havde "adgangskursus". Reklamen drejede sig om at alle kunne tage de kurser der skulle til for at komme på en videregående uddannelse, eks ingeniør, på ét år. Jeg lavede 3 af reklamerne før jeg endelig fik mig taget sammen til at lave den beslutning jeg så gerne ville.
Jeg boblede af fryd, glæde, sommerfugle, skadefro og en masse andre ting da jeg i foråret 2002 afleverede min opsigelse på Radio Victor K/S. Det kapitel var slut, færdigt, lukket. Alt glæde jeg tidligere havde haft var væk. Indeni var jeg sprudlende af glæde for at komme væk fra stedet.

Den dag i dag ved jeg at jeg har fået SÅ meget ud af mine mange år i radiobranchen. Jeg har lært utroligt meget om mig selv, om sammenhold, om arbejdsglæde, og demoralisering, om dårlig ledelse, om god ledelse, og jeg har lært utrolig mange personer at kende fra mange forskellige situationer. En del af personerne snakker jeg stadigvæk med den dag i dag, men størstedelen lever i mine minder fra dengang - dengang var der var noget ved det, og det hele lå lyst foran mig, og hvor man ikke behøvede at bekymre sig om "hvor det hele fører hen", men bare kunne leve i nuet.

For nogle år siden blev Radio Victor K/S købt af Jydske Vestkysten og Syddanske Medier, som også købte Radio Skala og Radio Holsted. Firmaet flyttede til Jydske Vestkystens lokaler på banegårdspladsen i Esbjerg, og selvom det kun er et stenkast væk fra de gamle lokaler, så er stemningen og minderne blevet i de gamle lokaler. Radioen blev totalt smadret, og alt hvad det havde af ry og godt omdømme blev sat over styr på et års tid.

I dag hørte jeg nyheden: Radio Victor lukker 1. maj 2006 (måske før).

Selvom jeg i dag intet har at gøre med radioen føler jeg en smule tristhed ved nyheden. Her stopper det åbenbart - det kommer ikke tilbage, og alt hvad vi arbejdede for og opbyggede er væk. Her stopper epoken.
22.2.06
 
ParagrafGrethe
Vi har en lærer som har tilbragt alt alt alt for mange år i jura-verdenen, med at finde ud af hvad der er rigtigt og forkert ifølge loven, som den står på papir.

Vi har så nu fået den store ære at få lov at modtage undervisning i "socialfag", som det hedder.

Den måde vi er helt sikre på at hun har været ansat i det offentlige på, er standardsætningen, som gerne dukker op 2-6 gange på en undervisningstime: "Det er beklageligt, men sådan er det"!

Der er vist ikke noget at være i tvivl om der...
18.2.06
 
Syriana
Var et smut i biffen i aftes og se filmen Syriana.
George Clooney er co-producer, og medvirker også i begrænset omfang.


Jeg skal nok lige have købt den på dvd og set den nogle gange, for der er mange mennesker med i filmen, og alle med interesser i både det ene og det andet. Der er mange ting at forstå, og det bliver nok væsentligt bedre de næste gange jeg får set den.

På den positive side kan jeg godt li' at det ikke er en amerikansk patriot film, som der er alt alt alt for mange af. Tværtimod. Hvis den amerikanske filmindustri ikke levede i et land med ytringsfrihed så var denne film helt sikkert blevet total bleepet ud flere gange.
Filmen giver et bud på hvordan amerikanske interesser fungerer i olieindustrien og i pengebranchen i det hele taget.

Den har min helt klare anbefaling, og hvis du kunne li' en film som Traffic, så er denne også noget for dig. Den giver meget at tænke over, og der sker rigtig meget i filmen som ikke altsammen giver mening på én gang.
Men forvent dig ikke en film med en feel-good slutning - så er du advaret.


14.2.06
 
Det er ikke nemt, det der OL!
Jeg sad igår eftermiddags plantet i sofaen med intentionen at se kvindernes indledende kamp i curling ved OL i Torino.
Jeg har set en smule curling før, og synes egentlig jeg følte mig forholdsvis med hvad angår regler og lignende, men det er tilsyneladende blevet en smule mere avanceret at spille curling siden jeg sidst så det.
Godt nok er der stadigvæk 10 "ender", men midt under den 4. "ende" bedyrede TV2's nye medkommentatorekspert at pigerne tilsyneladende havde "svært ved at finde isen". Ikke så sært de er bagud 1-0 tænkte jeg forbavset, mens kommentatoren fortsatte: "Isen curler ikke så godt her i hallen, og det er åbenbart et problem, for det er slet ikke lykkedes dem at lave en ram og rul endnu".
Så var jeg sat. Curler? Er det ikke noget kvinder bruger i håret?

Der er åbenbart også kommet lidt gentlemen-agrements ind i denne sport. Ved en af de sidste ender havde de danske kvinder en chance for nemt at knalde den engelske sten ud af huset og score et point, men kommentatoren var igen imod mig: "...og det ene point der det vil vi slet ikke have - så hellere ingen point"!
Måske ikke det rigtige tidspunkt at begynde at være fornærmet skoledreng som ikke må få noget slik, men er henvist til et æble, hr sure røv. Godt det ikke er ham der er taktisk leder af holdet, for så var de da ingen vegne nået.
11.2.06
 
Virkelighed uden samspil
Lægen: Og sidst du var her....hvordan så det da ud?
Mig: Der så det ganske fornuftigt ud. Blodprøverne viste ikke noget, og på scanningen var der heller ikke noget.
Lægen:...og det er der heller ikke denne gang. Du er et sundt og rask menneske, hr. jørgensen.



I går kom følgende brev til mig fra PFA:
Tak for oplysningerne om dit helbred. Ud fra oplysningerne har vi vurderet at vi desværre ikke kan oprette forsikring mod tab af erhvervsevne til dig.

Så selvom jeg nu er rask og følger det 5-årige forløb så er jeg tilsyneladende syg.
Det vil sige at set fra de mennesker der helbreder de syge er jeg rask, men fra dem som tjener penge er jeg absolut alt andet end rask.

Det er en mærkelig verden vi lever i.
9.2.06
 
Jeg vil ikke - jeg VIL ikke - JEG VIL IKKE!
Lad mig stå midt i orkanens øje.
Lad mig se kaos rundt om mig.
Lad mig se hvad der foregår.
Lad mig se helheden, som den der befinder sig i orkanen ikke kan se.
Lad mig se alle sider.
Lad mig se hvad der VIRKELIG foregår.
Lad mig forstå hvad der VIRKELIG foregår.

Lad mig være inspirationen som jeg ønsker at se i verden.

Fra mig til dig - et ønske om fred.

Powered by Blogger