Jokihs dagbog
29.11.05
 
1. milepæl for de næste 5 år
Jeg var til 1. kontrol på sygehuset i går.
Faktisk skulle det have været efter 2 måneder, og nu er der gået 3, men hva dælen. I sidste uge var jeg oppe og få taget en blodprøve, og i går var der så en samtale, hvor jeg fik at vide at det så helt fint ud - ingen problemer. Jeg blev også gennemgået for lymfeknuder og den slags, men heller ikke det var der at finde på mig, og det er jo dejligt.

Næste skridt er CT-scanning om 2 måneder.
26.11.05
 
Projekt Weekend
Jeg kan godt li' at have en eller andet form form for projekt når jeg har weekend.
Nogle gang er det hjemmeside, men i dag var det noget fysisk i huset.

Vi har en lille kælder, faktisk bare et lille lavloftet rum, under husets viktualierum, hvor alt det vi ikke bruger ryger ned. Sidste forår røg der så et kloakrør et sted under ejendommen, og så var der vand i kælderen, og desværre var det ikke alt som var hævet over gulhøjde, så en del pap har ligget dernede og suget fugt over længere tid, og det er ikke skide lækkert.

I dag var der så oprydning i det lille rum. Alt skulle op, også den nu skilte træningsbænk, alle kasserne, og hvad der ellers var af skrammel dernede.
Vi fik banket lidt på væggene så vi fik alt ned som ikke selv kunne sidde, og det meste spindelvæv fik også turen, og så fik vi fejet alt snask af mugne papkasser og vægpuds op fra gulvet, hvilket ikke er nogen hyggelig opgave i et rum uden udluftning.

Men nu er det gjort, og vi har det meget bedre i sindet, og der er faktisk plads til meget mere dernede end jeg troede, så noget godt kom der da også ud af det.

I morgen: Projekt køleskabet-skal-ud-og-der-skal-rengøres-bag-ved-det.
Knap så stor en opgave som i dag, men hvem ved hvor det ender.
25.11.05
 
Madpakketyv
Alting var lidt hektisk i institutionen i går, fordi vi var sammen med 1. klasse, og hele skolen havde tema, og der skulle være skolefest om aftenen.
Det var allerede 10 min over den tid hvor vi skulle starte middagspausen, og nogle børn var endnu ikke kommet igang med at spise, så jeg fik genereret de sidste på plads, og gik så hen for at tage min egen madpakke fra kassen. Den var væk. Min madpakke var ikke i kassen.

5 min efter kom jeg tilbage til klassen og måtte konstatere at den ikke var dukket op i mellemtiden, så jeg gik på jagt i klassen for at se om der var en der havde gemt den eller sådan noget.
Inde i hyggerummet sad 2 drenge, og der kunne jeg se min madpakke. Den var pakket fint ud - alle 3 rugbrødsmadder, det ekstra stykke agurk, min pære og banan - han var allerede godt igang med at spise min pære.

Jeg satte mig på sofaen og sagde til ham at han havde kommet til at tage min madpakke, hvilket han pure afviste. Nu er han en af de gode drenge, så jeg vidste godt at han aldrig kunne finde på at gøre det med vilje, så det foregik stille og roligt. Jeg forklarede ham et par gange at det var min madpakke han skulle til at spise, og til sidst gik det op for ham.

Stakkels knægt - han begyndte at græde noget så oprigtigt fordi han var ked af at have taget noget som ikke var hans, og fordi han så ikke vidste hvor hans madpakke var. Hånd i hånd gik vi ud til kassen, hvor der sørme lige lå én madpakke tilbage; hans, og så var dagen redet, og gudskelov nåede han kun at spise min pære, for jeg havde ikke lyst til at spise det han havde med.
20.11.05
 
Meximam
Jeg ved jeg før har rost opskrifter fra denne mand, men han fortjener lige en ekstra kokkestjerne denne weekend.

Vi prøvede opskriften Mexicansk Tallerken, og det er satme guf.
Jeg lavede den med kyllinge filet'er istedet for kotteletter, og det smagte udemærket. (da opskriften ikke ligger på Holgers side lige nu, har jeg tilladt mig at låne den, og lige smide den op her)

Det eneste problem jeg stødte på var at pigerne synes det smagte skide godt, hvilket vil sige at jeg kom alt for lidt chili og salt i.

Men retten er enormt nem at lave, og det er faktisk også billigt.
Jeg stødte på en pakke kyllinge filet'er i Fakta til 38 kroner for 5 filet'er (750 g), så derfor står den på en nem porerret i aften, med bacon, fløde, porer og en sjat hvidvin som altsammen knaldes på panden, og derefter i et fad. Filet'erne lægges ovenpå (rå), og det hele overdænges med et lag ost. Det er dælme også go mam!
17.11.05
 
Down boy
Godt nok havde vi fået at vide at når man kommer ud i praktik, så er der stor sandsynlighed for at man bliver syg kort tid efter, fordi man udsættes for en masse bakterier fra børn, men alligevel...har været sløj hele ugen, men i dag var det så slemt at jeg var nødt til at melde mig syg.
Jeg ringede til Rektor Johansen på skolen her til morgen før jeg havde snakket med nogen andre, og som en følge deraf var min stemme meget dyb og mudret, og det lød som om jeg havde været på druk i 3 uger.
Så nu gør jeg bare som jeg husker lægen siger man skal gøre når man er sløj på denne måde: drikke doven cola, og hygge sig på sofaen med dynen.
Band Of Brothers er også næsten færdiggjort for 6. eller 7. gang:-)
13.11.05
 
Old man Jokih
Et chok fandt vej til mig fredag aften, da jeg sammen med 5 af mine kammerater fra folkeskolen oplevede det vi kalder for en julefrokost.
Først var vi på Hodde Kro og spise, derefter festede vi lidt hos mig, med dertilhørende sprut og drinks, og så tog vi en tur i byen.
Vi startede på Dronning Louise, men da drinksene var mildt sagt elendige, besluttede vi at fortsætte vores heroiske færd i nattelivet, og det bragte os til Havana, og her ventede der sig noget af et chock.

Efter at have været en tur igennem diskoteket og screenet det for bekendte, gik vi i baren og fik 3 små lyserøde shots og en Smirnoff Ice, for sår'n li'som at passe lidt ind i stilen af 16 årige diskoteksgæster. Efter at have observeret på hvordan man fester nu til dags som 16-17 årig fandt jeg pludselig ud af at jeg nu er blevet en af de gamle som kommer i byen en gang imellem. Deprimerende...jeg er sgu blevet gammel.

Da tømmermændede dagen efter meldte sig, og først sluttede her søndag aften bekræftede det også min mistanke om min alder.
10.11.05
 
Hulemanden
Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg har fundet det helt rigtige i pædagog-faget - det er bare lige mig.
Jeg er jo i praktik i en børnehaveklasse for tiden, og det er dælme nogle herlige børn, og der er næsten alle de pædagogiske teorier at hente i dem, men vi har det bare skide godt sammen, og selvom det i dag kun var 4. dagen så føler jeg mig sådanset som fast indhold i klassen.

I morgen har jeg så fået lov til at lave en hule/hyggekrog, hvor jeg skal læse højt af Den Gode Gamle Rævebog, hvis nogen husker den. Det skal nok blive hyggeligt.
7.11.05
 
Første dag i børnehaveklassen...
...og jeg er SÅ drænet for kræfter.

Men jeg er klar på en ny dag i morgen.
3.11.05
 
I venteværelset
Lægen: Hr. Bock

Dreng: Mor, hvorfor sagde ham der fuck?

Mor: Det gjorde han heller ikke. Han kaldte bare på den næste patient.

Dreng: Hvorfor hed han fuck?

Mor: Det tror jeg heller ikke han gjorde...

Lægen (lidt højere): HR. BOCK

Dreng: Nu sagde han det altså igen mor!

1.11.05
 
Velfærd
Et lille tankeeksperiment:

Vi har et job. Dette job er på en fabrik, hvor man skal stå ved et bånd dagen lang, og lave det samme. Arbejdsdagen er på 9 timer. Det er ikke tungt arbejde, men heller ikke just udfordrene.

For en dansker kan dette job være det værste nogensinde.
Det værste der kan ske hvis vedkommende stopper det arbejde er at havne på kontanthjælp, men der vil altid være en form for sikkerhedsnet.

For en person fra et u-land kan det være det bedste job nogensinde.
Det værste der sker ved at denne person kvitter arbejdet er at vedkommende ingen penge har - ingen bistand, ingen mad, intet hus, ingen pension osv.

Min tanke er lige nu, at vores sikkerhedsnet/veldfærdssystem i Danmark er det der kan gøre et arbejde kedeligt og uinteressant. Hvad er det værste der sker hvis jeg ikke arbejder? Ikke ret meget.

Kunne det tænkes at man ville være helt anderledes glad for sit arbejde hvis alternativet var at man INTET havde?

Powered by Blogger